Oplev København gennem mennesker og deres historier

maj 25, 2016

Nu kan du opleve København gennem mennesker og velfortalte historier.

Oven over finder du de store fortællinger om danskere, der bevægede verden fra København. Lige fra heltinden fra middelalderen, Margrete 1., der forenede Danmark, Norge og Sverige, til Danmarks måske største videnskabsmand nogensinde, Niels Bohr.

Vi sætter gang i dine sanser med podcasts, velfortalte portrætter, interaktive historiske kort, billeder og tips til at gå i deres københavnske fodspor.

Vi fortæller dig om Tivoli gennem den forrygende historie om Georg Carstensens korte og begivenhedsrige liv – det var ham, som opførte haven i sin tid.

Vi gør Rundetårn levende gennem historien om Christian d. 4s unikke liv, og giver dig en fornemmelse af de idéer, den musik og de tanker fra renæssancen, der ligger som mørtel mellem tårnets mursten.

Og vi skildrer Niels Bohrs liv, denne fuldstændig enestående videnskabsmand, hvis forståelse af atomerne vendte op og ned på videnskaben og hvis fantastiske liv er en spændingsroman værdig.

Med de her fortællinger giver vi dig en alternativ turistoplevelse som supplement til den traditionelle turistinformation.

For vi elsker København og de værdier, som byen – og Danmark – er bygget på.

I det hele taget elsker vi historier. Store som små.

Så derfor giver vi dig løbende hverdagshistorier fra mennesker, hvis verden blev og hver dag bliver bevæget i København. Du får tips til deres yndlingssteder i København, indblik i deres liv og anekdoter, der bevæger dig.

Enjoy!

Go top